Der var ingen tegn på, at nogen havde været der. Jeg stod der, stivnet, og forsøgte at finde mening i det, jeg havde hørt.
Stemmen var så klar, så umiskendeligt min søns.
Så så jeg noget på hans natbord: et lille, indrammet billede af ham og mig, taget da han var lille. Lyset fra gangen reflekterede blødt på glasset.
Og i det øjeblik forstod jeg det.
Måske talte jeg ikke om min søn, men om et minde. En påmindelse om, hvor hurtigt tiden går, og hvor dyrebart hvert flygtigt øjeblik virkelig er.
Jeg satte mig på kanten af hans senge med billedet i hånden og hviskede ind i det stille rum: « Jeg elsker dig. Jeg vil altid være her. »
Næste morgen, da min søn kom tilbage fra sin tur, krammede jeg ham lidt tættere og lidt længere.
Jeg fortalte ham ikke om stemmen, men dybt i mit hjerte vidste jeg, at det var et tegn: at vi skulle værdsætte hvert almindeligt øjeblik, for en dag vil disse stemmer og minder være alt, hvad vi har tilbage.
